Trekking i Pyrenæerne – de koldeste dage i mit liv

Til min store overraskelse er der en turistinformation i byen – en lille bjergby i Pyrenæerne på et par tusinde indbyggere. Efter vi ankommer til El Pont de Suert med bussen fra Barcelona, går jeg ind for at spørge hvornår bussen til Valle de Boi går – byen hvorfra der er adgang til nationalparken vi skal op til. Vi får at vide, at der er strejke og bussen ikke går i dag. Hmm… Vi har taget mad med til omkring 3 dage, og hvis vi først kan komme til Valle de Boi i morgen, så har vi én dag mindre i nationalparken – ikke holdbart. Så i stedet beslutter vi os for at gå de 20 km til Valle de Boi med fuld oppakning.

4 dage forinden havde jeg sendt en email til en spansk veninde fra Madrid. Jeg spurgte om hendes Top3 sights i Spanien: Hendes nr. 1 var Parc Nacional d’Aigüestortes i Estany de Sant Maurici i Pyrenæerne. Et tip fra en indfødt slår alle guidebøger, så nogle dage efter er vi på vej til nationalparken – 400km fra Barcelona.

Valle de Boi – adgangen til nationalparken

Efter 6 timers vandring langs floden ankommer vi til Valle de Boi, heldigvis før solen var gået ned. Der er absolut INGEN mennesker i byen, den er død. Lidt underligt, når det er den eneste af kun to byer hvorfra man kan få adgang til nationalparken? Det eneste der bevæger sig i byen er den gamle kirkeklokke, og vi skal bruge en taxa for at komme videre til nationalparken. Change of plans: vi beslutter os for at slå vores nyanskaffede-150-kr-telt op på en græsplane i den lille bjergby.

Vi har begge medbragt sommersoveposer med en komforttemperatur på +8 grader. Dvs. når det bliver under 8 grader, så fryser man Ekstremtemperaturen var -5; bliver temperaturen lavere end -5, så er man ikke garanteret at vågne igen. Bjergtoppene omkring os er dækket med sne, hvilket er en god indikation af, at det nok IKKE er 8 grader!

Vi spiser vores bønner, majs og forkogte kylling, og kryber i soveposerne med ALT tøjet på. Kl bliver 20, kirkeklokkerne 30m fra os slår; 20:30, kirkeklokkerne slår; 21:00, kirkeklokkerne slår igen… og sådan fortsætter det indtil kl 24. Er der nogle af jer der vidste, at kirkeklokker faktisk har et funktionelt formål? Det kan godt være mine forældre glemte at fortælle mig det her, men hvis klokken er 21, så ringer klokkerne 9 gange, hvis kl er 23, så ringer de 11. Hold kæft det er smart, i hvert fald dengang hvor folk ikke selv havde et ur.

Første nat – kulden vinder

Kl 24 går kirken i seng, og vi gør det modsatte. Det er så koldt, at vi ikke kan falde i søvn. Vi ligger begge sammenkrøllet som dengang mors mave var “hjem”. Jeg prøver at lukke min sovepose, så kulden ikke kan komme ind og åbner engang imellem for at få frisk luft. Jeg tænker på, om der er nogle der bruge den her metode som tortur nogle steder? Den er i hvert fald effektiv. Med 15 minutters søvn-intervaller fortsætter vi vores tortur indtil solen står op.

Over morgenmaden diskuterer vi hvad vi skal gøre. Der er ingen af os der har lyst til en nat som den her igen. Og gad vide hvor mange nætter man overhovedet kan overleve? Vi beslutter at dele os: Holte tager hjem, jeg fortsætter til nationalparken.

Min no-possible-rute i nationalparken

Selvom man ikke skulle tro det, så er der også en en ”Information” i Valle de Boi. Dér får jeg anbefalet en 1-dags rute i nationalparken. Jeg tager en taxa op i bjergene, og jo længere op vi kommer, jo mere sne ligger der. Her sidder jeg iklædt et par kondisko til en værdi af 75kr og mine vandrebukser med bare ben indenunder?

Inden jeg traver af sted spørger taxamanden om den anbefalede rute er ”muy bien”? Han kigger fortvivlet på mig, peger på min sko og siger: ”no possible”. Herefter indikerer han, at der ligger sne til knæene der hvor jeg skal. Jeg sætter pris på hans kommentar, men hvorfor kører han mig herop velvidende, at det ikke kan lade sig gøre? Hmm… ”no possible”, det har jeg hørt mange gange før, og for at være ærlig, så motiverer det mig faktisk, når folk siger tingene ikke kan lade sig gøre! Der findes ikke noget bedre end at rykke grænserne, og her er en perfekt mulig for at prøve mine egne af. Jeg fortæller ham, at han skal hente mig om 4 timer og starter min no-possible-rute.

Hvis man ser bort fra mit udstyr, så er det en PERFEKT dag: solen skinner fra en skyfri himmel, jeg har kun 5cm sne under mine fusser og kan nyde den her udsigt:

En time senere er solen stadig i samme humør, men snemængden har ændret sig en smule…

Jeg står i sne til knæene, jeg har bare ben inden under mine bukser, og sneen er kravlet op under bukserne og sidder som en tyk sok på mine lægge. Det er rimelig koldt at gå i 4 timer i træk og, jeg overvejer at vende om, men hvad ville være koldest – sidde og vente på no-possible-manden eller fortsætte med at gå? Fortsætte med at gå er nok den bedste mulighed. Men ikke med is-lægge. Her bliver der tænkt kreativt, kom… ned med buksen i sokkerne

Jeg møder INGEN på min vej. Pudersneen viser også tydeligt, at jeg er den første der havde gået der siden sidste snefald. Mens jeg går, spørger jeg mig selv flere gange: Hvad laver jeg egentlig her? Jeg kunne sidde indenfor nu med en varm kop te, men i stedet vælger jeg at løbe rundt i Pyrenæerne alene, hvorfor? Umiddelbart, virker situationen ikke optimal, men på trods af det er jeg faktisk i et underligt godt humør. Hvis du var en flue på sneen (huh?), så ville du have hørt mig synge ”Take me to the River” med Al Green for FULD udblæsning

Hvad laver jeg i Pyrenæerne?

Det bedste svar til ”hvad jeg laver her” jeg kan komme på er det her: Når man befinder sig i ens vante omgivelser; har sine venner og familie, sin computer, internettet og fjernsyn omkring sig, så er man beskæftiget og underholdt af DET (underholdt af noget eksternt). Her har jeg ingen at tale med, intet underholdning, jeg har kun mig selv, og er derfor tvunget til at søge mening (underholdning) i mig selv. Så hvis man – som mig – tror på at langsigtet glæde skal skabes af dig selv og ikke komme fra de ”ting” der underholder os til dagligt, så er der en god grund til jeg er SÅ godt humør her, alene i Pyrenæerne. Selvfølgelig kan venner og familie give en glæde, meget endda, men fundamentet SKAL være dig selv. Tænk hvis du mister din familie eller en god ven? Der er ingen tvivl om at det ville være trist, men hvis du ikke har et godt fundament i dig selv, så ryger du selv med i faldet (psykisk). Jo mere din glæde afhænger af andet end dig selv, jo mere ustabil vil dit humør være.

2 timers snevandring og jeg når frem til mit mål ved en lille sø i 2600m højde. Jeg skal lade op til turen hjem, så jeg forbereder en lækker frokostmenu bestående af tørmælk, proteinpulver og müsli. Herefter fortsætter jeg tilbage af samme vej som jeg kom og ankommer til tiden.

Gratis taxa fra Valle de Boi

Til min overraskelse var det ikke no-possible-manden, men en anden taxachauffør, Marcos, der kommer og henter mig. Der er noget George Clooney over Marcos – en rolig, ærlig jeg-har-styr-på-det personlighed. Jeg fortæller Marcos, at jeg skal tilbage til El Pont de Suert i dag, for at jeg kan nå min bus tilbage til Barcelona i morgen tidlig 5:45. Han forklarer, at der ingen busser går, og at det koster 24 EUR i taxa
Da vi kommer tilbage til Valle de Boi gør Marcos det bedste for at sørge for, at jeg kan nå til min destination før solen går ned; han spørger de lokale i Boi om de kan tage mig med og dobbelttjekker om bussen går, men desværre uden held.

180 kr. for en taxatur lyder ikke af meget, men det svarer fx til en uges logi i Thailand – det har jeg ikke lyst til at brænde af på 20 minutter i en taxa. Never. Så jeg fortæller Marcos, at jeg bare går de 22 km. Jeg spiser frokost nr. 2, spænder rygsækken og går op gennem byen med kurs mod stien jeg kom af dagen inden. På vejen, ser jeg Marcos kører ud af byen. Han ser mig i bakspejlet og bakker tilbage for at give mig en besked: ”Right now I am a private driver, no taxidriver. I am going to Barruera (12km fra El Pont du Suert) and you can come with me for free”. Jeg hopper 2m op i luften, knipser hælene sammen og sætter mig ind på passagersædet.

Med en engelsktalende ved min side finder jeg ud af en masse ting om Marcos
”Do you have family?”
”Three young children”, siger Marcos mens hele hans Clooney-ansigt stråler af glæde.

Jeg har sjældent set en person tale så glædeligt om sine børn og sin kone, som det viser sig han har været gift med i 17 år. Det er interessant, Marcos bor i en bjergby kører den samme taxarute hverdag, og alligevel er han en af de få personer jeg har mødt som virker naturlig glad. Jeg sidder og tænker på hvordan det må være at leve et liv som Marcos, isoleret fra materialismens hver dag. Her sidder Marcos i en fleece, grønne jagtbusker og et par vandrestøvler, og han har sikkert noget lignende på i morgen – funktionelt tøj. Faktisk er alt i det her bjergområde funktionelt; bilerne, husene, og sikkert også møbleringen i husene, hvis jeg fik et smugkig.

Det får mig til at stille et par spørgsmål til VORES dagligdag: Hvorfor er det, at vi godt ka’ li at se godt ud med vores tøj, sko, ure, biler og alle vores ”ting”? Gør vi det for vores egen skyld? Hvordan er begrebet ”mode” opstået? Hvorfor har de ikke det bergreb i Taull – der hvor Marcos kommer fra?
Når man er rejser, har man masser af tid til at tænke, så her får i mine tanker: Begrebet mode findes ikke i Taull fordi, at hvor Marcos kommer fra, kender alle hinanden, og de få ”nytilkommere” bliver hurtig en del af samfundet. Folk er som de er, og hvis Marcos fik et nyt rolexur, eller et par nye lædersko, så ville det ikke ændre det mindste på folks opfattelse af ham. Det ville det tilgengæld i vores hverdag, det ville ændre dit ”image” overfor nye mennesker. Og det er forskellen; i en by som København (eller hvilken som helst større by) vil du blive set af mange nye mennesker hver dag. Mennesker som du ikke kender, mennesker der kun har én ting af dømme ud fra: dit udseende. På den måde har vi trænet os selv til at fokusere på hvordan vi gerne vil ”opfattes”, defineret af vores tøj, sko, smykker, frisure etc.

Vores daglige image-fokus er blevet en erstatning for en del af vores personlighed. Forestil dig dengang alle rendte rundt i bar røv og ingenting; der kunne man ikke dømme om en person var flink, ærlig, eller ignorant ved bare at ”se” på personen. Det kunne man først EFTER man havde talt med personen. Nu dømmer vi pigen med høje hæle, fyren med piercing i næsen, og en 100kg-dame der sidder og spiser en burger KUN baseret på deres image og UDEN at have udvekslet et eneste ord med dem. Så er det da klart, at folk går så meget op i hvordan de ser ud. Det er en usund udvikling… but I guess you have to play by the rules!

Hitchhiking i Pyrenæerne

Efter 7kilometers-snak, bliver jeg sat af med 12km til El pont de Suert. Jeg begynder at gå og tænker på en rejse-historie jeg for nylig har læst, hvor hovedpersonen tomler gennem 3 lande. Nu er jeg en person der ikke er meget for at spørge andre om hjælp (dårlig vane), og desuden ved jeg jo ikke hvem jeg kommer til at sidde ved siden af, hvis det, mod min forventning, lykkes at få en lift af en fremmed.
Den første bil kommer kørende bag mig. Jeg tænker: et skridt ud af min comfortzone = udvikling og rækker tomlen ud. Bilen drejer af før den passerer mig
Jeg prøver igen på den næste, bilen passerer mig. Jeg prøver 3. gang, og en rød mazda 121 stopper. Der sidder en ung fyr med langt hår på førersædet og ryger et eller andet hjemmelavet bjergtobak. Han skal til en by 2km fra El Pont de Suert – PERFEKT! 30 minutters chat senere, og jeg befinder mig i El Pont de Suert før solnedgang. Den der mentalitet mangler vi noget mere af. Næste gang jeg ser en tomlende person, så stopper jeg! Den tjeneste skal gives videre.

Anden nat – vinder kulden?

Efter den første nats kulde-tortur tænker jeg, at jeg måske skal indkvartere mig på et hostel for at få noget søvn. Men byen ligger nu alligevel meget lavere, og desuden så virker det heller ikke til at være så koldt, så jeg går på jagt efter et sted at slå teltet op. Jeg ender 100m fra byen i et græsterræn der ikke ser ud til at blive brugt til noget. Jeg slår teltet op og nyder min aftensmad til solnedgangen på de rødglødende bjergtoppe.

Det bliver hurtigt mørkt, og jeg kryber ned i soveposen, igen med alt tøjet på for at være sikker på varmen holder denne gang.

Jeg når lige præcis at få 2 timers søvn; kl 23 vågner jeg af kulden der nu har infiltreret min sovepose. Igen, ligger jeg fra 23-05 i en mærkelig tilstand, hvor jeg ikke rigtig ved om jeg er vågen eller om jeg sover. Min krop begynder at reagere med en ubehagelig kvalme. Jeg prøver at slappe af og lade vær med at tænke på kulden, men det eneste jeg ser for mig er sekundviseren tikken… uden at springe det mindste tak over. Fra kl 02-05 kigger jeg på mit ur hver 20 minut i håb om tiden er inde til jeg skal pakke sammen og vandre op til bussen.

Da kl slår 4.30 kan jeg ikke vente længere; jeg åbner soveposen, så mine arme er frie og pakker min taske mens jeg ligger i soveposen. Jeg åbner teltet, træder ud på græsset og opdager det er frosset til is, og der er fandme også iskrystaller på teltet… AUCH! Uden føling i min hænder hiver jeg de tilfrossede metalpløkker op af jorden og pakker teltet sammen.
Heldigvis er der en glasboks ved busstationen, hvor jeg kan stå i læ. Her tvinger jeg noget mad ned og begynder på nogle små dansetrin for at holde varmen. En halv time efter kommer bussen, og jeg får lov til at tø op…

Det her har været de koldeste dage i mit liv. Kl 6 viste termometret i bussen  -2 grader. Gider ikke tænke på hvor koldt det måtte have været den nat. Jeg fik i hvert fald testet ekstremtemperaturen på min sovepose.

Men jeg har lært, at en ubehagelig oplevelse NU stadig er en oplevelse, og det bliver en GOD oplevelse i fremtiden.

Buen día,
Tobias